torsdag den 2. maj 2013

Ro ro roulade

Jeg har haft et lidt akavet forhold til roulader.
Jeg elsker smagen af dem og hvis man spørger folk der husker mig tilbage fra mine sene teenageår/starten af 20'erne, så kan de måske huske at have set mig spise roulade til morgenmad, når jeg havde drukket aftenen inden. Fantastisk dagen der på mad.
Jeg har forsøgt et par gange at lave roulade, men mine knækker altid og bliver grimme og så synes jeg ikke at det er sjovt. Men sidste gang lykkes det.

Det hele starter med at jeg er kagesulten i en arbejdsweekend, og da en af mine kollegaer siger at hun tager kakaomælk med hvis jeg gider at bage en kage, var jeg hurtigt overtalt.
Hvad skulle jeg bage? Jo, jeg havde haft lyst til chokoladeroulader længe så jeg valgte at kaste mig ud i det.
Tænk en gang at den lykkes uden problemer. Jeg knækkende koden til flotte roulader og nu vil jeg dele mit tricks med jer.


Chokoladeroulade med chokoladecreme (super chokoladeudgaven)

Kagedej
6 æg
180g sukker (+ til drys)
60g mel
3 spsk kakao (man kan nedjustere den mængde, men jeg kan godt lide den kraftige smag af kakao)

Fyld
½l fløde
100g chokolade (hvid, lys eller mørk)
evt. vaniljesukker


Allerførst lav fyldet i god tid.
varm fløden op i en gryde, smelt chokoladen deri og afkøl chokoladefløden og når den er tilsættes der evt. vanilje og det piskes til skum.
Jeg brugte mørk chokolade, og den skulle klart have haft lidt vaniljesukker til at søde den lidt mere. Måske skal der også bruges mere chokolade hvis man bruger hvid chokolade. Det må jeg lige have testet næste gang.

tænd ovnen på 200grader
gør en bageplade klar med bagepapir, ja det er en stor roulade, halver portionen hvis du vil have en lille roulade og brug en form på cirka halv størrelse.
pisk æg og sukker lyst og luftigt
sigt mel og kakao i, bland det godt og hæld massen ud på bagepladen.
glat dejen ud og bag den i 12 min.

Imens den bager vrider du et stort viskestykke/håndklæde op i vand
Læg det på bordet. Læg et lag bagepapir oven på og hold hjørnerne ned på dette (jeg foldede bare håndklædet 1cm op over i begge ender.) og fugt bagepapiret med lidt vand. drys sukker på i et tyndt lag.
Når rouladen er færdigbagt tages den ud og vippes over på det andet bagepapir. Så ruller du rouladen med det samme uden fyld.
Lad kagen køle lidt af og rul den ud igen, nu er den nemlig halvt rullet og vil derfor ikke knække så nemt.
Pil øverste lag bagepapir af. Så kommes der fyld på i et jævnt lag, måske lidt mere der hvor man starter med at rulle for at give den en masse creme i midten.
Nu rulles den mens man piller resten af bagepapiret af.
Når den er rullet så placeres den med samlingen nedad på et fad og kommes i køleskabet til den skal spises.


Kagen blev i øvrigt spist. Nu venter jeg bare på mit kagekarma sparker ind (se tidligere indlæg)